Søg
Close this search box.
Søg

Elisa Wejse længes efter fællesskabet

Selvom Elisa har været præst i Odder Frimenighed i et års tid, er der stadig medlemmer hun aldrig har set. Sådan er det at være præst i coronatid.

Den 1. maj 2020 blev Elisa Wejse ansat som præst på fuld tid i Odder Frimenighed. Hun flyttede med sin familie til Odder, for at blive en del af menighedsfællesskab og byliv. På det tidspunkt var det svært at forudse, at vi stadig – efter snart et år – holder afstand og online gudstjenester.

Det er en underlig tid at være præst og menneske i.

– Det har været mærkeligt ikke at kunne lære menigheden at kende ansigt til ansigt, forklarer Elisa Wejse.

– Der er stadig medlemmer, som jeg ikke har mødt endnu her efter næsten et år! Der er mange traditioner og begivenheder, som er blevet aflyst og som jeg havde glædet mig til.

Fællesskabet mangler

Odder Frimenighed har med få undtagelser streamet gudstjenester siden maj sidste år. Elisa oplever at menigheden er med, men fællesskabet mangler.

Ikke kun i Odder Frimenighed, men overalt.

– Jeg har en stor længsel efter at mødes mange igen på samme tid og sted, fortæller Elisa.

– Jeg håber, at den her tid har skabt en sult efter mere fællesskab og at mange vil prioritere det kristne fællesskab igen, når vi må mødes.

Det digitale er ikke kun negativt

Det seneste år har budt på flere nye oplevelser:

– Aldrig har jeg da stået så meget foran en skærm som i 2020! Men det digitale er ikke bare negativt. Fra d. 12. april kører vi online ALPHA parkursus, hvor vi oplever at flere tilmelder sig, fordi det er dejlig trygt bare at kunne følge med hjemme fra sofaen.

Også på det personlige plan har Elisa nydt godt af at have mere tid og ro end sædvanligt. En ny digital vane har sneget sig ind:

– Jeg har vænnet mig til at bruge mere skærm. Min daglige morgenandagt har siden nytår været på app’en Bible in one year, men her læser jeg dog bibelteksterne i min egen bibel i stedet for på skærm.

Fra drive-in gudstjeneste til SommerOase

På spørgsmålet om, hvilken oplevelse, der står tydeligst frem for hende, når hun tænker tilbage på det første år som frimenighedspræst i Odder, er Elisa ikke i tvivl:

– Det var klart drive-in gudstjenesten d. 3. maj, hvor jeg mødte menigheden bag deres bilruder! Der var bare glæde og fest, men jo på afstand med vinken og dytten.

Til sommer planlægger menigheden at mødes igen – denne gang tæt sammen på camping ved Rudehøj Efterskole. Så mange som muligt samles til lokal SommerOase med online møder og fælles aktiviteter, lige fra vaffelbagning til teatersport og badeture.

– Odder Frimenighed har mange traditioner i forbindelse med SommerOase, som jeg glæder mig til at få lov til at være en del af, på vores lokale SommerOase, slutter Elisa med et forventningsfuldt smil.

Annoncer