Kvaglund Kirke vil gerne være et fællesskab hvor vi sammen kan møde den opstandne Jesus og blive forvandlet i følgeskabet med ham
Kvaglund Kirke ligger i en bydel i Esbjerg, centralt placeret midt på torvet, hvor vi deler parkeringsplads med bibliotek, fakta, pizzeria, genbrugsbutik og den lokale bodega. Vi er en oasesognekirke. Det betyder at vi henter meget af vores inspiration til det at være kirke i DanskOase netværket, og at vi samtidigt er en sognekirke med alt, hvad det også indebærer.
Vores slogan er ”livsforvandlende fællesskab”. Vi vil gerne være et fællesskab hvor vi sammen kan møde den opstandne Jesus og blive forvandlet i følgeskabet med ham. Men vi vil også gerne være et fællesskab der forvandler. Vi vil gerne række en udstrakt hånd til alle uanset køn, alder, hudfarve og social status. En udstrakt hånd som hjælp og som invitation ind i det livsforvandlende fællesskab omkring den opstandne frelser.
Menighedsfælleskabet er organiseret omkring en række fællesskabsgrupper/klynger der mødes i forskellige sammensætninger og med forskellig rytme. Vi mødes i det store fællesskab på menighedscamp i foråret, en menighedslejr om efteråret, og så er SommerOase den store årlige fest for menighedsfællesskabet.
Vi har 2 slags gudstjenester i Kvaglund Kirke. En traditionel og en rytmisk gudstjeneste. Den traditionelle gudstjeneste ligner den, du kender fra mange andre kirker med salmer og orgel. Indenfor rammen er der dog stadig plads til en variation, som den enkelte præst ønsker, og muligheden for at indbygge nye elementer, som f.eks. en ny salme, musik under nadveren og forbøn. Den rytmiske gudstjeneste har i princippet samme hovedstruktur som den traditionelle, men er friere i forhold til gudstjenesteledelse og bøn, og den er akkompagneret af et band, som spiller både lovsange og salmer.
Der bor mange nydanskere i Kvaglund og det præger kirkens hverdag. Der er Halalgrill til kirkens sankthansfest og hver uge inviterer vi til Kvinder møder Kvinder, International mandeklub samt sprogcafe.
Læs også: Folkehuset Kvaglund bliver en fælles dagligstue i byen
Læs mere om Kvaglund Kirke her
Find de andre fællesskaber her