genopslag: Oasehøjskolen køber endelig bygningerne

Oasehøjskolen kan nu eje de bygninger de har lejet af Silkeborg Kommune siden højskolens start for tre år siden. Kommunen har nemlig besluttet at sælge bygningerne til Oasehøjskolen efter offentligt udbud med overtagelse til nytår.

Store velsignelser: Oasehøjskolen køber endelig bygningerne

Oasehøjskolen kan nu eje de bygninger de har lejet af Silkeborg Kommune siden højskolens start for tre år siden. Kommunen har nemlig besluttet at sælge bygningerne til Oasehøjskolen efter offentligt udbud med overtagelse til nytår.

”Vi er selvfølgelig virkelig lettede og lykkelige lige nu,” fortæller forstander Jakob Swartz. ”Alt det arbejde, sved og kærlighed der er lagt i stedet indtil videre kan vi bygge videre på, og skabe skønne rammer for en højskole med et favnende åndeligt fællesskab.”

I efteråret 2020 var der en indsamling til købet, hvor der blev indsamlet knap en halv million kroner til skolen. Resten af pengene kommer fra långivere.  ”Jeg er taknemmelig for al den støtte vi får til højskolen fra DanskOase. Mange har givet penge til købet, eller har hjulpet praktisk med at indrette skolen. Det viser at Oasehøjskolen er DanskOases højskole. Vi vil være et centralt fornyelsessted for bevægelsen og kirken i Danmark,” siger Jakob Swartz, der sammen med skolens ansatte nu kan begynde at virkeliggøre nogle af deres drømme om udvidede klasselokaler, foredragssal og discgolfbane på stedet. Der skal også investeres i energioptimering i de smukke bygninger, hvor nogle er fra 1882.


God søgning fra unge

Oasehøjskolen oplever en god søgning og stor interesse fra unge, der ønsker en rumligt kristen højskole hvor man udvikler sig og tager ansvar for verden i et stærkt fællesskab. Skolen har oprettet tre profilfag, hvor man kan fordybe sig endnu mere i enten musik og visuel kunst, eventyr og udeliv, eller bibel og kristent liv. ”Vi er superglade for at Karoline Kurtzmann har sagt ja til at lede vores nye profilfag med fokus på at leve som kristen i verden i dag,” siger Jakob Swartz smilende. ”Det styrker vores dygtige lærerteam, og vil binde mange af trosfagene sammen for eleverne.”

Der er god søgning til højskolens forårshold der starter den 9. januar. Holdet skal for første gang have to udlandsture med fordybelse og fællesskab, og kan desuden se frem til Sindrig kultur og musikfestival med bl.a Hymns from Nineveh på skolen i maj, spændende gæsteundervisere såsom Jacob Munk og Frederik Svinth, og at deltage i danske kirkedage i Roskilde.

”Det er et stærkt skema for dem, der gerne vil tage skridt i deres kristne tro sammen med andre, og også forstå sig selv og sin rolle i verden i et åndeligt fællesskab,” fortæller Jakob Swartz, der mener at højskolen bare bliver bedre og bedre for hvert hold, efterhånden som eleverne er med til at skabe skolen. Han kommer også med en opfordring:
”Vi oplever velsignelse på skolen for tiden. Men vi er en nystartet højskole, og mange unge har stadig ikke hørt om os. Derfor har vi brug for at DanskOases bagland stadig støtter os, og fortæller om os til unge så de ved at de også har muligheden for et fantastisk livsforvandlende højskoleophold allerede her fra foråret.”

Annoncer