Søg
Close this search box.
Søg

Månedens menighed: Herning Oasekirke

Sådan blev Herning Oasekirke til:

Herning Oasekirke er en lille kirke i det midtjyske. Menigheden har rødder tilbage til 1990’erne, hvor der opstod en lille tilkaldemenighed. I 2004 blev dette til en Valgmenighed, og i 2016 udviklede vi os til en Frimenighed. Menigheden etablerede sig med de vedtægter, der stadig gælder i dag.

Vores tidligere præst, Arne Lund Sørensen, knyttede sig til præstenetværket i DanskOase, hvilket førte til, at Herning Oasekirke blev en del af DanskOase i 2016. I august 2020 ansatte vi Martin Karyo Bentsen som præst. I dag består Herning Oasekirke af ca. 40 voksne medlemmer og 15 mest større børn.

Vores lejemål på Bornholmsvej blev opsagt den 1. april 2020, men Gud velsignede os, og den 1. juli 2020 underskrev vi en lejekontrakt for vores nye kirkelokaler på Teglvænget 75.

Vores menighed

Menighedens udgangspunkt er gudstjenesten: Herfra udgår fællesskabet! For mange år siden tømrede vi et stort trækors sammen, som symbol på det, der er vores fokus og sendelse: Jesus Kristus. Korset er med til gudstjenester, på SommerOase og på menighedslejre. Der har været hamret utallige søm og tegnestifter i korsets træ. Det er et godt billede på den menighed, vi ønsker at være: En menighed, der viser og står ved det levede liv – med alle de mærker, ridser og huller, det kan give. Sådan vil vi også gerne kendes: Det uperfekte og levede liv, som jeg har brugt for Jesus! Vi ønsker at møde mennesker med Guds kærlighed.

BASIC

For ca. 9 år siden kom der en flok unge på ca. 16 – 22 år til menigheden med en klar vision: De ville skabe en levende menighed i mission. BASIC står for “Brothers and Sisters in Christ”. Vi altså to menighedsfælleskaber, der deler en præst, og vi holder også menighedslejr sammen. I BASIC kommer der gennemsnitligt 70 unge mennesker, der er medlem af BUO, og Herning Oasekirke sender et par stykker, som er behjælpelige ved forbøn og som står til rådighed for dem.

Gudstjenester i Herning Oasekirke

Vores præst står fast for to Gudstjenester om måneden. Den første søndag for ”os gamle”, og den 3. søndag er fællesgudstjenesten med de unge fra BASIC.

Da vores DNA netop er fællesskabet, søger vi for, at der de andre søndage sker noget i kirken. Vi mødes og spiser morgenmad sammen, hvorefter vi streamer en Gudstjeneste, medmindre en fra kirken holder en andagt eller prædiker Guds ord.

Menighedsudvalget

Vi har i menighedsudvalget arbejdet med at være en ledende ledelse, og vi synes, der er mange beslutninger og overvejelser at gøre – Her beder vi om forbøn: Om den rette tålmodighed, lydhørhed og Guds plan for vor menighed.

Aktiviteter i Herning Oasekirke

Lige nu er det foredrag, spisefællesskab, Alpha, Gudstjenester og bøn. Vi er åbne for nye ideer, og at Gud leder os af nye veje.

Alpha Kursus – Sammen med BASIC har vi afholdt Alpha kursus for unge. Det har været en stor succes, som vi fortsætter med, og er pt. i gang med et nyt hold i år. Med Gud i ryggen kan det aldrig gå helt galt!

Bøn – Vi holder bøn i kirke hver tirsdag formiddag fra kl. 10 til 11

Torsdagsfamilie – Den første torsdag i måneden holder vi torsdagsfamilie fra. Kl. 17:30-20:00. Det er et uforpligtende fællesskab hvor netop ”fællesskab” er omdrejningspunktet. Det er for alle – og familien er denne aften kirkefamilien. Vi starter med mad til 25kr. pr. voksen hvor børn spiser gratis, hvis man er økonomisk, er presset spiser man også gratis med. Efter maden er der en kort andagt og herefter en aktivitet eller noget kreativt.

Læs mere om Herning Oasekirke på deres hjemmeside

Annoncer