Jeg har taget Keld Dahlmann med ind i kirkesalen i Aarhus Valgmenighed. Vi står på scenen, bag alteret, og ser ud på den tomme kirkesal. Pladsen bag alteret har været Kelds i mere end 20 år. Men nu er det slut, for Keld har fået nyt job. Han er blevet generalsekretær for Dansk Oase, har flyttet sine læssevis af bøger hjem og holder nu til på hovedkontoret i Brabrand.
Af Maria Kjær Jensen, studentermedhjælper i Århus Valgmenighed
Drengerøven med de sorte krøller
Keld tager mig med tilbage til dengang hans tid i ÅVM begyndte. Året var 2002, og han tiltrådte en deltidsstilling som hjælpepræst, imens han desuden var landsleder ved BUO (Børne- og Ungdomsoase). Dengang havde den unge Keld sorte krøller og var lidt af en drengerøv: “vi var jo generation x’ere alle sammen, så det bar præg af den der x’er-humor, med rigtig meget ironi.” Kelds øjne stråler helt ved mindet om alle de unge “x’ere”:
“Jeg kan huske – det var godt nok før jeg blev præst – vi var i metodist-kirken, hvor vi unge stud.theoler [red. teologistuderende] fandt ud af, at imens Anders Michael [red. Anders Michael Hansen, daværende valgmenighedspræst] prædikede, kunne vi hejse adventskransen op og ned. Den hang bag ham, så han ikke kunne se den. Så sad menigheden og grinede af det, og Anders Michael vidste ikke, hvad de grinede af”.
På trods af historier som den ovenstående, og at Kelds kollegaer kan berette om bøvsekonkurrencer på kontoret, så er det ikke drengestregerne der vægter mest for Keld, når han tænker tilbage på sine 20 år i ÅVM. Det var en meget ung menighed, der modtog Keld som præst, men det var også en menighed, der var i udvikling imod noget større.
Med nogle vise mænd i menighedsrådet, som kunne se fornuften i at spare op til at købe sin egen bygning (dengang lejede valgmenigheden sig ind i andre kirkers lokaler), begyndte menigheden at modnes. Hidtil havde medlemmer typisk fundet andre kirker, når de stiftede familie, men med egne lokaler kunne menigheden nu holde gudstjenester om formiddagen. Det betød, at der var mere plads til børnefamilier.
Da Keld blev medlem af menigheden bestod den af 70 medlemmer, og han har som valgmenighedspræst set kirken runde 1000 medlemmer. I dag består kirken af omtrent 800 medlemmer. Det er altså en menighed, som har haft mange udtryk i løbet af årene:
“Det [200 medlemmer] er den hårdeste barriere at bryde. Når først menigheden er blevet 500, så er der ikke så stor forskel på om man er 500 eller 800 eller 1000. 500 mennesker forventer ikke at alle kender alle.”
På trods af, at nogle medlemmer havde svært ved forandringerne i menighedens struktur, så var Keld og Anders Michael ikke i tvivl om, at de skulle arbejde videre på at få kirken til at vækste: “I en menighed er vækst Gud-givet. Vores opgave er, at fjerne hindringer for væksten.”
Der blev oprettet klynger, som kunne udgøre mindre fællesskaber i det store fællesskab, samt etableret en mere struktureret stab, som, ifølge Keld, er et krav for at en kirke kan blive større end 200 medlemmer: “For at man kan bryde den der 200-barriere så skal man have mere daglig ledelse, flere ansatte, og der skal skelnes mellem menighedsråd og daglig ledelse.”
Spændingsfelter
Det var i år 2005 valgmenigheden købte deres egen bygning og samme år blev Kelds stilling ændret fra deltids hjælpepræst til fuldtids valgmenighedspræst. Det er ikke en ubetydelig ændring i stillingsbetegnelse, for med den kommer også et helt andet ansvar. Som valgmenighedspræst er man ikke kun præst, men også daglig leder. I det ligger der, ifølge Keld, et spændingsfelt, som er meget vigtigt:
“I gode tider befrugter det [spændingen mellem lederen og præsten] hinanden, at jeg kan bruge det ledelsesmæssige i samspil med min opgave som forkynder; at jeg kan forkynde menighedens værdier og visioner frem. I svære tider kan det også udfordre hinanden, fordi man kan få en dobbeltrolle. Det kan være man den ene dag står på årsmødet og, som leder, kalder menigheden til at give penge til kirken, og en anden dag i samme uge har sjælesorg, som præst, med en ludoman, der har svært ved at styre pengene. Det udtrykker spændingen.”
Keld understreger dog, at man som præst altid har en grad af ledelse, fordi man ved f.eks. at holde en prædiken er med til at lede menigheden. Forskellen mellem at være assisterende præst og valgmenighedspræst er alligevel til at tage og føle på, og det at Keld har ændret rolle et par gange i løbet af årene, har, ifølge ham selv, været afgørende for, at han er blevet i kirken i så lang tid.
De forskellige roller har forskellige styrker, og han ser især skiftet tilbage til assisterende præst, efter 12 år som valgmenighedspræst, som givende: “Det har været godt for mig, at have en periode nu her, hvor jeg ikke har haft en ledende rolle. Jeg har fået mulighed for at genopdage glæden ved at være præst.”
I de fleste år, hvor Keld var valgmenighedspræst, fungerede spændingen mellem præsten og lederen i ham rigtig godt. Men hen imod de sidste par år gik menigheden ind i krisetider, som især er forbundet med år 2015:
“Den krise var udtryk for rigtig mange ting, men én af de ting var spændingen mellem fokus på det pastorale og det mere visionære. […] I ethvert fællesskab er der en indbygget spænding mellem det ekspansive – visionen – og det bare at være os og bare være til. I fredstid befrugter de to ting hinanden, men i svære tider kommer det i konflikt med hinanden. Det kunne jeg både mærke i mig selv, men det kunne menigheden også mærke”.
Som Keld ser det, så er hemmeligheden ved kirkens væsen, at begge aspekter skal være der på samme tid – både ekspansionen og trygheden. Det er det, der skaber spændingen, som giver dynamik, men også potentiale til konflikt:
“Jeg plejer at sige, at det er pagts-dimensionen, altså fællesskabet og forankringen i relationen, og så er det Gudsriget, altså det ekspansive. De skal være der begge to, for man skal ikke ophæve spændingen. I fredstid er den dynamisk, og i svære tider kan den blive smertefuld.”
Et nyt kald
Svære tider oplevede vi i ÅVM i forbindelse med krisen i 2015. Her var der en længere proces som for Keld blandt andet indebar samtaler med en erhvervspsykolog, og en orlov i England i 2016. I forbindelse med orloven oplevede han, at Gud kaldte ham til en ny rolle i valgmenigheden:
“Jeg sad på en bænk i en have i England en morgen, hvor jeg havde min stilletid. Der så jeg nogle ansigter for mig. Det var ansigter fra forskellige kulturer, og jeg følte sådan en meget dyb nød, for det, der senere udmøntede sig i, at jeg blev international præst. Et af de ansigter jeg så, mødte jeg senere.”
Det ansigt Keld så i synet var Kazis. Men de to skulle først møde hinanden fire år senere i 2020. Dengang var Kazi muslim og boede i Aarhus, men nu er han kristen og bor i Frankrig.
Da Keld kom hjem fra orlov talte han med menighedsrådet, og i fællesskab kom de frem til den stilling som assisterende præst med fokus på internationals, som Keld har haft indtil han opsagde sin stilling fra 1. februar 2023. Selvom stillingen er opsagt, så kan Keld ikke slippe passionen for internationals helt. Han og hans hustru, Sara, fortsætter derfor med at være ledere for klyngen for internationals, blot som menige medlemmer af kirken nu.
Arbejdet med internationals har givet Keld et helt nyt blik på menigheden: “Fordi jeg skulle arbejde med internationals fik jeg den nyes blik på menigheden. Det var godt for mig, og jeg håber også, at det var godt for menigheden.”
Pludselig sad Keld og bemærkede, når der blev sagt noget på scenen, som ikke gav mening, hvis man var helt ny, og måske endda kom fra en anden kultur:
“Vi har kæmpet med, her i menigheden, at komme af med den indforståede kultur. Det er også det HC [red. Hans-Christian Vindum Pettersson, valgmenighedspræst] og David [red. David Viftrup, daglig leder] har haft fokus på med en mere velkommende kultur. Det passer som fod i hose med det internationale fokus, for det hele handler om friendliness [red. venlighed] overfor alle nye.”
Keld mener, at fokusset på internationale, har smittet positivt af på menigheden, fordi det har skabt et generelt fokus på imødekommenhed. Han ser også en stor udvikling i kirken, som, han mener, er resultatet af alles fokus på en mere velkommende kultur:
“Jeg synes, at DNA’et i visionen – at få den friendliness der – er blevet sået i menigheden. Jeg ser, at når der kommer internationals til menigheden, så er der flere etniske danskere, der også snakker med dem, end der var i starten. Det er det, jeg oplever, at jeg efterlader.”
Mødet med Gud og menigheden
Keld har ikke det som han kalder “tvivlens nådegave”. Han har aldrig tvivlet på Guds eksistens, men han har haft mange samtaler med mennesker, der gør. Han oplever ikke tvivlen som en fejl, men en gave, som man kan bruge til hele tiden at udvikle og vokse i sin tro. Det er også midt i tvivlen, at Gud møder os, fortæller Keld:
“Jeg havde en samtale med en kvinde engang for mange år siden. Hun kom ind på mit kontor og sagde “Gud er her ikke”. Jeg tænkte, at det ville blive en svær samtale. Men så spurgte jeg “Kan du fortælle mig om den Gud, der ikke er her?”. Hun begyndte at snakke om Gud, og jeg kunne mærke, at hun havde kendskab til Biblen, for hun sagde mange ting, der gav mening. Hendes problem var bare, at Gud ikke var der. Så på et tidspunkt, imens hun sidder og snakker om den Gud, der ikke er der, så siger hun “Nu er han her”.”
Gud kommer altså til stede i vores protest imod ham og i vores klage, ifølge Keld. Det oplever han også er en sandhed, der gør sig gældende i sorgen. I løbet af sin tid som præst i ÅVM har Keld begravet ca. 10 mennesker, hvoraf mange har været barnebegravelser: “Det er ikke en tragedie at begrave gamle mennesker, der dør naturligt. Men det er en tragedie at begrave et barn. Det er forkert.” Siger Keld. Men i den sorg møder han Gud, for det er her, han virkelig får lov at se evangeliets funktion:
“Evangeliet kan to ting her: Det ene er, at det giver et klagepunkt. Det giver os et sted at vende vores uforstående spørgsmål, vores vrede, vores skuffelse hen. Gud giver os selv i Biblen et sprog til at anklage ham med […] Og så kan det også give et håb. Et håb om at ses igen. Det er et nærvær på trods af sorgen. Der er ingen mening i sorgen, men det kan godt få en betydning.”
Kelds erfaring med Gud i sit præstevirke er altså, at det er i spændingen, i sorgen, i modstanden, at Gud viser sin storhed. Han mener, at man som præst skal bruge disse ting. Hvad end det er man kæmper med, om det er tvivl, sorg eller kamp, så kan man bruge det. I sin prædiken kan man tale om det, som man selv har brug for at høre. For Keld er det oftere Guds tavshed end det er tvivl på Guds eksistens, som han må tale til sig selv om: “Jeg kender Guds tavshed, det gør bare ikke, at jeg ikke tror han er der. Det har jeg også holdt taler om, for at sige til folk, at det er helt normalt.”
Prædikenen er netop et af de steder, hvor der, ifølge Keld, kan opstå et gyldent øjeblik mellem præsten og sin menighed. Det sker når den prædiken præsten holder til sig selv ræsonnerer med menigheden. Der opstår en forbindelse med menigheden, som Keld ellers møder i nadveren, hvor hans rolle som menighedsfader bliver tydelig, og når han oplever at menigheden løfter i flok. Her bliver menighedens enhed og fællesskab tydelig.
Nu skal Keld videre til sin nye rolle som generalsekretær i Dansk Oase, og han giver glædeligt stafetten videre, med overskriften “vi bliver aldrig færdige” over sin tid i ÅVM: “Vi bliver aldrig færdige, og det er fantastisk. Jeg har min periode, hvor jeg bidrager med noget, og der var nogen her før mig, og der kommer nogen efter mig. Det er Gudsrigets natur, at vi aldrig bliver færdige.”
Denne artikel er oprindeligt bragt på Århus Valgmenigheds blog 3. februar 2023, læs den her.
