Bevægelsen 24-7 Prayer er på vej i de Nordiske lande og har i Danmark en tæt relation til DanskOase
I slutningen af april var der ‘Nordic Gathering’ i Stavanger, Norge – dette er et lille glimt derfra.
Det var en konference fyldt med bøn, lovsang, relationer og (selvfølgelig) ABBA-singalong ledt af begejstrede svenskere!
Nordic Gathering handlede ikke om at lade sig underholde fra en scene, men om at være sammen.
Snak med en ny, bed for din sidemakker, græd, grin, knæl, flag eller sid i stilhed med Gud.
Vi mødtes om temaet ‘Håb’ med fokus på håbet for at se mere af Guds Rige i Norden. Pete Greig kom med et kald til ‘den nordiske skjald’; at historiefortællere træder ind i arven fra middelalderens skjalde, der fra norden talte sandhed til magthaverne over hele Europa. Han talte også om Europa, som verdens vigtigste missionsmark lige nu. Europa er et sted fyldt med kristen kulturarv, men er samtidig det eneste kontinent i verden, hvor kirken bliver mindre. Samtidig er der tegn på, at noget er på vej og ændrer sig i kulturen.
Der er masser at bede og håbe for også i vores ende af verden.
Igennem det hele var en tydelig stemning, som kendetegner 24-7 Prayer tilstede;
- Vi tager ikke os selv seriøst. Men tager Gud meget seriøst.
- Vi beder, fordi der er voldsomt brug for det. Men vi vælger også glæden.
- Vi er i nuet. Men trækker på ældgammel visdom.
- Vi har en plan. Men Helligånden må gerne bryde ind.
Inspiration fra 24-7 Prayer er i DanskOase mest tydeligt på SommerOase, hvor vi inviterer ind i et interaktivt og kreativt bederum, til morgenbøn (a la 24-7-appen Lectio365) og seminar om bøn. Derudover kan du på SommerOase høre Hannah Heather, som er en del af 24-7 prayer i Storbritanien, tale i Store Telt.
Hvis du har lyst til at komme i kontakt med andre, der brænder for dette emne i DanskOase, så kontakt Christian Callesen på christian@byensvalgmenighed.dk
Og hvis du har lyst til at opleve en 24-7 Prayer Gathering selv, så tag med til Belfast i oktober – vi vil meget gerne være flere fra Danmark og DanskOase, der tager af sted!