Jonas Serner-Pedersen er sognepræst i Hjerm Sogn og medlem af præstenetværket i DanskOase. Og nu kan han også kalde sig forfatter: Andagtsbogen “Hellige hynder” er netop udkommet, hvor han med 103 hverdagsoplevelser, alle med en åndelig pointe til, giver inspiration til en hverdag med Gud.
“Det er en drøm for mig at udgive denne bog, og jeg håber, at det kan blive til gavn og glæde i vores bevægelse”, siger Jonas.
Bogen blev til, fordi Jonas bemærkede, at der i ganske almindelige og pudsige hverdagsbegivenheder kan gemme sig et glimt af, hvem Gud er. Oplevelserne beskrev han først over 12 år i klummer i Hjermposten, der udkommer 10 gange om året. Disse klummer har nu samlet sig i en bog.
“Jeg vil gerne invitere alle, der læser bogen, til at sætte sig godt tilrette i de hellige hynder med denne bog, og sammen med mig få øje på Guds Rige midt i hverdagen”, siger Jonas.
Hvis du gerne vil have fat i “Hellige hynder”, kan du sende en mail til Jonas på jjs@km.dk. Bogen koster 129 kr + evt. forsendelse, og hvis man ønsker det, kan Jonas signere den.
Det skriver andre om bogen
“Jonas kan noget mange forkyndere burde lære sig: at formidle evangeliet med kærlighed og kant, med hjertevarme og humor. Han er folkelig forkynder af Guds nåde, som befriende enkelt formidler sine budskaber. I en tid hvor vi ofte kigger til kirkerne i byen efter inspiration, viser denne bog, at vi måske bør se mere ‘ud på landet’. Jonas’ kærlighed til evangeliet og de mennesker han lever blandt og tjener, lyser ud af hver en sprække i denne fine bog.”
– Jesper Oehlenschlæger, forfatter og foredragsholder
“At kunne se det store i det lille, smilet i smerten – og bare genkende livets underfundigheder, kræver et hjerte der er åbent over for hverdagens små mirakler. Lær af Jonas’ hverdagsbetragtninger – og lad dig inspirere til at gøre det samme.“
– Erik Hviid Larsen, præst for børn og unge med særlige behov i Københavns Stift & Bethlehemskirken