Søg

”Alle kan høre Guds stemme”

Netværk for Profetisk Tjeneste er et nyt netværk i DanskOase, der vil arbejde for en sund profetisk kultur med råd og sparring til menigheder.  

Alle Guds får kan høre hans stemme – men mange skal lige lære den at kende. Det er udgangspunktet for Mathilde Krüger, der er leder for det nye netværk, Netværk for Profetisk tjeneste (i daglig tale profetisk netværk), i DanskOase.

”Det er helt naturligt, at vi kan høre Guds stemme. Ikke kun for os selv, men også som menighed, når vi sammen søger en retning. Derfor har vi startet et netværk, der kan støtte Oase-menigheder i hele landet i deres profetiske arbejde”, siger Mathilde.

Mathilde er leder for DanskOases netværk for profetisk tjeneste

Netværket har været i støbeskeen i mange måneder. Det spirede først i Kvaglund Kirke nær Esbjerg, hvor menigheden tog en beslutning om aktivt at søge guds stemme. Her oplevede de, at det gjorde en stor forskel at lytte og følge de indskydelser, det gav. Mathilde oplevede også, at det rykkede ved mere end blot menigheden, da hun begyndte at søge Guds stemme.

”Jeg oplevede, at Guds kærlighed blev endnu mere levende og stærk for mig, når jeg øvede mig i at lytte. Hans kærlighed har naturligvis altid været den samme, men den blev åbenbaret på en måde, jeg ikke havde oplevet før. Det måtte jeg bare give videre”, siger Mathilde.

Efter flere måneders arbejde og dialog med DanskOases generalsekretær blev netværket stiftet, og på SommerOase 2024 faciliterede de et seminarspor med omkring 90 deltagere hver dag samt deres første store netværkssamling. Der fik Mathilde kontaktoplysninger til 17 forskellige menigheder, der gerne ville høre mere.

”Vi oplever, at der er en efterspørgsmål på råd og sparring på det her område, og at der er blik for det værdifulde, det kan give en menighed. Det glæder os, fordi vi selv har oplevet, at der er et enormt potentiale i at lytte til Guds hjerte og lægge sig i strømmen af det, han allerede gør”, siger Mathilde.

Inspiration fra England

For holdet bag Netværk for Profetisk Tjeneste er det meget vigtigt, at den profetiske kultur i menighederne er ”sund”. Med det mener de, at kulturen er bibelsk funderet, at man i fællesskab bedømmer indskydelser, og at der er en ydmyg tilgang til at høre Guds stemme.

”Vi mener, at selvom nogle naturligvis kan have særlige nådegaver for profeti, er det faktisk alle, der kan høre fra Gud. Det må ikke blive sådan, at én har monopol på at høre Guds stemme – det er for hele Guds folk, og vi skal have et fællesskab om at bearbejde de indtryk, vi får”, siger Mathilde.

For at sikre den sunde kultur har netværket skabt stærke bånd til den globale organisation Accessible Prophecy, som ledes af Cath Livsey. Deres formål er at gøre det profetiske mere tilgængeligt, og Profetisk Netværk er stærkt inspireret af deres jordnære tilgang.

”Cath er god til at gøre det profetiske håndgribeligt, og hun har skrevet bøgerne My sheep have ears og Holy Disruption, som er grundigt funderet i bibelen. Det er af stor værdi for et nystartet netværk, at vi kan sparre med en som Cath, som vi stoler på, og som har så mange års viden om at skabe en sund kultur”, siger Mathilde.

Cath deltog også på årets SommerOase, hvor hun prædikere i StoreTelt og underviste på det profetiske seminarspor hele ugen.

Hvordan kan menighederne bruge Netværk for Profetisk Tjeneste?

Netværk for Profetisk Tjeneste har forskellige tilbud til de menigheder, der gerne vil have sparring. Man kan komme på en mail-liste og deltage i online netværkssamlinger flere gange om året, hvor menigheder har mulighed for at sende 1-3 personer, der kan deltage og videregive samlingens pointer til resten af menigheden. Disse personer kan også få adgang til en facebookgruppe.

Derudover har Mathilde lige nu et vejledningsforløb med en menighed, hvor hun er mere direkte involveret deres profetiske udvikling gennem en lang periode.

”Vi håber, at vi i fremtiden kan tilbyde flere vejledningsforløb for de menigheder, der gerne vil kickstartes”, siger Mathilde.

Profetisk netværk tilbyder også at komme ud til menigheder for at undervise og lave workshops.

”Vi synes, det er vigtigt, at man kommer i gang med at øve den muskel, som det profetiske er. Det kan hurtigt blive for teoretisk. Derfor er det altid en del af vores sparring, at der både er input, der skaber fælles forståelse, og praktiske øvelser. Og i det omfang ressourcerne rækker til det, vil vi gerne hjælpe menighederne med at komme i gang, eller måske bidrage til en allerede etableret praksis”, siger Mathilde.

Hvis din menighed er interesseret i at få kontakt til Netværk for Profetisk Tjeneste, og gerne vil have del i nogle af deres tilbud, kan du kontakte dem på profetisknetvaerk@danskoase.dk

Se netværkets side på DanskOase her, og download DanskOases folder med retningslinjer for profetisk tolkning, prøvelse og brug, som er udarbejdet af Morten Munch.

Annoncer